Hos os er den enkelte beboer omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os. Beboerens selvbestemmelse prioriteres højt, og derfor bestemmer man som beboer også selv, hvornår man vil stå op, hvilket tøj man vil have på, hvad man ønsker at spise, hvad man ønsker at foretage sig i løbet af dagen, og hvornår man ønsker at gå i seng om aftenen.
Vi ser hele mennesket, og personalet prioriterer samvær ved siden af de nødvendige plejeopgaver. Plejepersonalet har fokus på, at beboerne får en så god og tryg hverdag som muligt og inkluderer dem i de daglige aktiviteter, hvor det er muligt. Vi prioriterer fælles oplevelser meget højt.
Sammen med beboerne skaber vi en hverdag, der er genkendelig, tryg, rolig, struktureret og fyldt med nærhed og positive oplevelser.
Hver tirsdag kommer de frivillige og hygger med beboerne på de enkelte afdelinger. Det kan være højtlæsning af dagens avis, musik eller blot en snak med medbeboere og medarbejdere.
Personalet planlægger hvert år sæsonbestemte aktiviteter, hvor interesserede beboere kan få en god oplevelse.
De lokale præster kommer ugentligt og afholder gudstjeneste for beboerne. Her kommer der også frivillige og hjælper til arrangementet. Der afholdes også demensgudstjeneste hver uge for beboere på vores demensafsnit.
Små hverdagsaktiviteter f.eks. den daglige pleje, borddækning og en tur i haven, er eksempler på aktiviteter, som har betydning for beboernes hverdagsliv, og som er med til at styrke trivslen i leve-og-bo miljøet.
Alderdommen er ligesom den øvrige del af livet ikke en lang repetition af tidligere behovsmønstre. Også i den sene alderdom ændrer man sig og tilpasser behovene til de livsmuligheder, der nu er tilstede.
Eksempler på aktiviteter kan være fællesspisning, strikkeklub, banko, busture og fællessang.