Hos os er den enkelte beboer omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os. Beboerens selvbestemmelse prioriteres højt, og derfor bestemmer man også selv, hvornår man vil stå op, hvilket tøj man vil have på, hvad man ønsker at spise, hvad man ønsker at foretage sig i løbet af dagen, og hvornår man ønsker at gå i seng om aftenen. Vi ser det hele menneske, og personalet prioriterer samvær ved siden af de nødvendige plejeopgaver. Personalet har fokus på, at beboerne får en så god og tryg hverdag som muligt og inkluderer dem i de daglige aktiviteter, hvor det er muligt. Vi prioriterer fælles oplevelser meget højt.
Sammen med beboerne skaber vi en hverdag, der er genkendelig, tryg, rolig, struktureret og fyldt med nærhed og positive oplevelser. Med et Leve-Bomiljø tilstræber man, at den ældre fortsætter med at leve eget liv længst muligt. Målet med Leve-Bomiljøerne er at skabe atmosfære og et hjem for beboerne, der i mindst mulig omfang bærer præg af at være institution. Vi skaber optimale rammer for de ældre ved at tage udgangspunkt i:
Beboerne har mulighed for at leve det hverdagsliv, de ønsker og magter
Frihed til forskellighed - der er åbenhed overfor forandringer
Beboerne har reel selv- og medbestemmelse
Beboerne bor i overskuelige enheder og IKKE på en institution. Personalet arbejder i beboerens hjem, hvor dennes normer, regler og meninger respekteres
Opgaverne udføres med en høj grad af fleksibilitet. Der bliver taget hensyn til beboerens individuelle ønsker
Maden bliver en central rolle i hverdagslivet. Om muligt tilberedes måltider eller enkelte retter i relation til beboerne
Personalet har relevante sundhedsfaglige kompetencer og der arbejdes tværfagligt for at imødekomme beboernes behov
De pårørende støtter op omkring og respekterer de ældres valg.
Små hverdagsaktiviteter f.eks. den daglige pleje, borddækning og en tur i haven, er eksempler på aktiviteter som har betydning for beboernes hverdagsliv, og som er med til at styrke trivslen. Alderdommen er ligesom den øvrige del af livet ikke en lang repetition af tidligere behovsmønstre. Også i den sene alderdom ændrer man sig og tilpasser behovene til de livsmuligheder, der nu er til stede.
Eksempler på aktiviteter omfatter fællesspisning hvor vi alle samles om maden; gymnastik hver tirsdag formiddag som holder os aktive; busture der giver os mulighed for nye oplevelser; sangaftener med vennekredsen den første torsdag i måneden hvor vi synger sammen; hyggeeftermiddage med vennekredsen hvor vi nyder hinandens selskab; samt gudstjenester 3. torsdag i hver måned.